"It is the song of a soul touched by poetry that finds expression here."

Alice Bailly var en schweizisk kunstner, som bevægede sig frit mellem fauvisme, kubisme, futurisme og dadaisme uden rigtigt at tilhøre nogen af dem. Efter studier i Genève flyttede hun i 1904 til Paris, hvor hun kom tæt på den europæiske avantgardescene og begyndte at udvikle sit eget billedsprog med stærke farver, geometriske former og en næsten musikalsk sans for rytme og bevægelse. Hendes værker blev udstillet på Salon d’Automne og Salon des Indépendants sammen med nogle af tidens mest radikale kunstnere.

Da Første Verdenskrig brød ud, vendte Bailly tilbage til Schweiz og skabte sine berømte “uldbilleder”, hvor farvede garntråde erstattede penselstrøg og gav malerierne en usædvanlig taktilitet. Hun fortsatte med at eksperimentere hele livet og blev en vigtig skikkelse inden for schweizisk modernisme. I 1936 fik hun til opgave at male store vægmalerier til teatret i Lausanne, et arbejde, der sled hårdt på hendes helbred. To år senere døde hun af tuberkulose, 65 år gammel.