“I am not a painter of modern life. I am a painter of women.”

Marie Laurencin begyndte sin kunstneriske karriere med et ønske om at blive porcelænsmaler, men endte snart i hjertet af Paris' avantgarde. Det var Georges Braque, der introducerede hende til Picasso og kredsen omkring Bateau-Lavoir i Montmartre. Det var her, hun mødte digteren og kunstkritikeren Guillaume Apollinaire, som blev hendes elsker i seks år og hendes vigtigste kunstneriske medskaber.

Hun udstillede sammen med kubisterne og deltog i den legendariske Armory Show i New York i 1913 – men lod sig aldrig rigtigt opsluge af deres billedsprog. Mens Picasso og Braque brød verden ned i geometriske fragmenter, udviklede hun noget helt sit eget. Hendes maleri har en flygtig, melankolsk kvalitet – bløde, svævende kompositioner, hvor figurerne synes at eksistere i deres egen drømmeagtige virkelighed.

I mellemkrigstiden blev hun en af Paris' mest eftertragtede kunstnere. Hun portrætterede Coco Chanel, designede kostumer og scenografi for Ballets Russes og kom på forsiden af Vogue. Hun døde i 1956 af et hjerteanfald, dagen efter en frokost med en gammel ven, og blev begravet på Père-Lachaise iført en hvid kjole med en rose i hånden og Apollinaires breve mod hjertet.